(Dette blogindlæg findes også som artikel i Metodistkirkens børne og ungdoms magasin - Himmel og Jord August 2009)
Af: Linda Larsen og Rebekka Steinvig.
To frivillige arbejdshold fra Danmark har været i Congo for at hjælpe lokalbefolkningen i landsbyen Mununu med at få et vandforsyningssystem, der skal sikre lettere adgang til rent vand. Projektet forløb bedre end forventet, og nogle dage før hold 2 rejste hjem, var det sidste vandrør lagt i jorden, rent vand kom ud af de 36 vandhaner, og vandforsyningssystemet var blevet indviet ved en højtidelig ceremoni. Tag et øjeblik med til Mununu og oplev en dag langt hjemmefra.
Det er tidlig morgen. Klokken er 6.30, og det er kun lige blevet lyst, da vi går hjemme fra missionsstationen Mulungwishi, hvor vi bor. Vi har retning mod nabolandsbyen Mununu, hvor vi skal arbejde. John er i strålende humør og synger en af sine hjemmedigtede sange. Som vi går langs grusvejen mod Mununu kommer en lastbil kørende forbi os i alt for høj fart. Den er fyldt med mennesker og varer, læsset med drømme og håb om et andet liv. Vi står stille, indtil den har passeret, og som den forsvinder ud i horisonten, efterlader den os med intet andet end en stor, rød støvsky.
Da vi når det første hus i Mununu, kommer børnene løbende ud og kalder på os: Mzungu, Mzungu! Det betyder: ’De hvide, de hvide’. Børnene følger os gennem landsbyen, mellem de små hytter, tørresnore, høns, børn der varmer sig ved bål. Vi når op til toppen af højen. Her er brøndboringen og udsigten over paradis. Alt forarbejdet var gjort, da vi kom. De må have haft travlt i landsbyen. Nu er Anders og nogle af de lokale arbejdere ved at lægge planer for de kommende ugers arbejde: Der skal sættes vandtønder op og lægges et tag henover for at beskytte dem mod sollyset. Der skal svejses. El-kabinen skal males. Strømmen hentes fra jernbanen, hvor der er en transformator. Nogle skal hjælpe med at lægge vandrør i renderne, der allerede er gravet, og bagefter skal der fyldes jord i. To lokale murerhold skal bygge vandhanerne. Der er nok at se til.
De lokale arbejdere knokler, og Mzungu’erne gør deres bedste for at følge med. Flere kommer ud af de små hytter og giver en hånd med. Alle materialer og redskaber ligger på høvdingens grund. Han har en parabol på taget og en Mercedes, der ikke længere kan køre, bag hytten. Børnene hiver os i trøjen, når vi skal ind på høvdingens grund: ’Husk nu at tage kasketten af’, siger de alvorligt. Selv om vi roder på hans grund, er høvdingen tilfreds med os, og han takker os for vores hjælp til landsbyen. ’Jeres indsats rører os’, siger han uden at vide, at vi er mindst lige så rørt og taknemmelige over den åbenhed og begejstring, vi har mødt.
Som vi går rundt i landsbyen med vores spader og river, får vi lov til at komme helt tæt på. Vi kommer forbi de småhandlende, der sælger tomater, fisk og sandaler. Vi kommer forbi metodistkirken med de små vinduer og de hårde træbænke og forbi biografen i teltet, hvor de viser actionfilm med Chuck Norris. Vi møder familier, der smiler til os og udveksler en enkelt hilsen: Jambo – Jambo sana. Abari – Musouri. ’Goddag, ja, det går godt’. Kvinderne står i deres farverige kjoler med en kurv på hovedet, der er fejet foran hytten, og børnene leger med husdyrene. Det er et billede af enkelhed, og vi overser, at livet i et land, hvor mænd misbruger deres magt, hvor drenge og piger sulter, og hvor mødre svigter deres børn, er alt andet end enkelt.
Over middag bliver varmen streng, og vi følger grusvejen tilbage til Mulungwishi for at spise frokost. Det er kvinderne på kvindeskolen, der laver mad til alle os arbejdere. Før vi sætter os til bords, skal der synges bordvers og vaskes hænder. Willy, som er formand for den lokale vandkomité, vil godt sidde ved siden af Linda. Selv om de ikke taler samme sprog, er han helt pjattet med hende.
Om eftermiddagen venter børnene på os ude foran vores hus. Pitshu viser os en legetøjsbil, han har lavet ud af det rene ingenting. Han har skrevet vores navne på sin orange jakke. Arielle kan bedst lide at spille kort, og han tæsker os gang på gang i Fisk. Je voudrais vous demander votre numéro huit, siger han og tager alle Sines ottere. Naomi og hendes veninder synes, det er sjovere at sjippe og ordne Rebekkas hår, og Dave kommer gerne for at låne fodbolden. Christian viser fodbolddrengene, at en Mzungu også kan spille bold. Jette er netop gået i gang med at lave aftensmad, da korlederen Peter kommer og spørger, om vi vil synge med kirkekoret. De øver i et sølle klasselokale, men stemmerne fejler ikke noget. De synger på fransk og swahili og så højt, at det kan høres over hele missionsstationen: Ce bon Dieu qui a créé la terre. Peter foreslår, at vi på søndag tager en udflugt til toppen af bjerget, hvor der står et kors. Det er stejlt og hårdt at klatre op, men hvis vi bare følges ad, skal det nok gå.
Klokken 18 begynder mørket at falde på. Vi skynder os at blive vasket, inden det er tid til aftensmad. Vi skal vist have noget med tomat igen i dag. Rikke er træt efter en lang dag, John er i hopla og fortæller vittigheder. Anders’ mobil ringer flere gange. Det er Tata, den lokale elektriker, der skal spørge om noget. Da Anders er færdig med at tale i telefon, fortæller han om de kommende dages arbejdsopgaver. I næste uge skal vi afprøve, om vandpumpen virker. Og ugen efter skal vi indvie vandhanerne. Så vil metodistpræsten komme og bede en bøn, og den lokale høvding vil smide lidt aske. Det skal nok blive en flot ceremoni.
Klokken 18 begynder mørket at falde på. Vi skynder os at blive vasket, inden det er tid til aftensmad. Vi skal vist have noget med tomat igen i dag. Rikke er træt efter en lang dag, John er i hopla og fortæller vittigheder. Anders’ mobil ringer flere gange. Det er Tata, den lokale elektriker, der skal spørge om noget. Da Anders er færdig med at tale i telefon, fortæller han om de kommende dages arbejdsopgaver. I næste uge skal vi afprøve, om vandpumpen virker. Og ugen efter skal vi indvie vandhanerne. Så vil metodistpræsten komme og bede en bøn, og den lokale høvding vil smide lidt aske. Det skal nok blive en flot ceremoni.
Natten og trætheden tager over, og myggenettene falder ned over sengene, da en stille bøn bliver sendt ud i mørket: Kære far i himlen. Tak for en fantastisk dag. Tak for varmen vi har mødt fra folkene i Mununu og børnene ude foran vores hus. Tak fordi vi kan leve i fællesskab med dig og med hinanden. Hjælp os til, at vi ikke må se ned på andre mennesker, men lær os at søge kærligheden, barmhjertigheden, retfærdigheden. Tak fordi, du kan bruge os alle sammen. Tak fordi, du elsker os alle sammen. Sæt dine engle på vagt hos os. Vær du med os alle. Amen.
